Anerkendelse på Facebook gør dig ikke til den, du håber på

By 1. august 2015Facebook

billede-fra-informationBehovet for anerkendelse er en del af drivkraften i vores brug af sociale medier. Men vi søger alene anerkendelse for de dele af vores personlighed, som vi forestiller os vinder accept i vores omverden. Derfor forbliver anerkendelsen ufuldstændig og vores behov for den umætteligt

Jeg elsker Coca-Cola. Alligevel har jeg valgt ikke at synes godt om Coca-Cola på Facebook, fordi jeg forestiller mig, at andre i så fald vil være tilbøjelige til at sætte mig i bås med storkapitalismen. Til gengæld synes jeg godt om Arken, fordi jeg så tror, at andre ser mig som en, der godt kan lide moderne kunst. Sådan én vil jeg gerne være.

En stor del af vores adfærd på de sociale medier kan forklares med et behov for anerkendelse eller bekræftelse. Det behov kan betragtes som en væsentlig del af den menneskelige identitetsdannelse.

I modsætning til tidligere kan vores identitet ikke siges at være givet fra fødslen i form af f.eks. religiøst tilhørsforhold, vores køn, vores slægt, forældrenes beskæftigelse, geografisk bosted mv. I dag har vi langt flere muligheder for at påvirke vores identitetsdannelse, og det betyder, at vi ikke længere kan tage anerkendelsen for givet – vi må søge den, og her kommer Facebook ind i billedet. Sitet tilbyder et rum, hvor vi relativt let kan få en anerkendelsesoplevelse.

Faktisk kan vi i princippet lege med vores identitet, prøve os frem og ændre den efter forgodtbefindende … Sagen er blot, at vi ikke gør det. I stedet forsøger vi ofte at give et relativt konsistent billede af os selv. Vi ønsker tilsyneladende at finde ind til en fast kerne i vores personlighed. Problemet er bare, at den ikke eksisterer.

Vi er ikke entydige

En del nyere forskning i personlighedspsykologien understreger, at vores personlighed ofte tager farve af situationen og ændrer sig over tid. F.eks. er der for de fleste menneskers vedkommende forskel på, hvordan de er sammen med eksempelvis deres forældre, børn, venner, kolleger, sportskammerater osv. I det omfang personligheden er et spørgsmål om, hvordan vi selv og andre vurderer os, kan man derfor sige, at vi er foranderlige. Eller mere præcist bør de fleste af os sige: Jeg ved ikke, hvem jeg er!

Tvivlen hænger sammen med, at vores personlighed afhænger af, hvordan andre opfatter os – og dem har vi måske ikke spurgt. Og selv hvis vi spurgte dem, kunne vi ikke være sikre på at få et ærligt eller indsigtsfuldt svar. Vores personlighed er således afhængig af, hvem der betragter os, i hvilke situationer de gør det, og hvornår vi spørger dem, hvad de ser. På samme måde er andres vurderinger farvet af, hvem de selv er, og hvilke præferencer de har.

Dertil kommer, at vi på forskellige tidspunkter i vores liv kan have forskellige interesser og kompetencer, som hver især kan påvirke både vores egen og andres personlighedsvurdering af os.

Ikke desto mindre har de fleste af os fortsat en idé om, at vi f.eks. ’kan finde den rigtige hylde i vores liv’ eller ’finde kvinden/manden, som vi vil dele hele vores liv med’.

Mange af os har sikkert også prøvet at finde episoder i vores barndom, som vi mener at kunne tolke som situationer, hvor vores væremåde var den samme, som den ville være i en tilsvarende situation i dag. Det bruger vi som en bekræftelse af, at vi er den samme person – uagtet at man også ville kunne finde masser af ting – måske endda endnu flere – som man kunne tolke på en anden måde, og som vidner om, at vi har forandret os. Vi er med andre ord tilbøjelige til at forestille os, at vi er den samme person over tid og uafhængigt af forskellige situationer.

Forestillingen om at være den samme person over tid og på tværs af kontekster er et ideal om stabilitet. Måske opretholder vi idealet, fordi vi gerne vil kunne forudsige os selv og andre. Men prøv at tænke over de mange gange, hvor det mislykkes at gøre det! Desværre er vi mere tilbøjelige til at huske de gange, hvor det lykkes – fordi det bekræfter vores ideal. Et ideal, som vi gør alt for at leve op til på Facebook og andre sociale mediesider.

Ufuldstændig anerkendelse

Har du nogen gange haft synspunkter, som du – f.eks. på Facebook – ikke har udtrykt, fordi du var bange for, hvordan andre ville reagere på dem, og hvordan de ville opfatte dig, hvis du havde gjorde det? Synspunkter du har eller ting, som du gør, og som du ikke mener stemmer overens med det, du mener, du plejer at gøre. Selv om du ikke giver udtryk for dem, har du dem stadigvæk, og med din tavshed afskærer du dig faktisk fra at få anerkendelse for dine (kontroversielle?) sider. Det betyder, at du kommer til at mangle anerkendelse for noget, som også kan være et udtryk for dig. Omvendt kan det være, at du får anerkendelse for en masse ting, som du ikke selv kan identificere dig med.

F.eks. kan det være, at du på Facebook kommer med sjove statusopdateringer, selv om du faktisk har det dårligt. Det kan også være, du har en tendens til kun at give udtryk for politisk korrekte holdninger. Eller måske er du en af dem, som kun siger, hvad du skal have til aften, og hvad tid du står op.

Spørgsmålet er, hvordan du reagerer, hvis folk ignorerer disse statusopdateringer? De fleste vil få en lidt nederen følelse og enten finde på noget andet at skrive eller helt lade være – fordi skriverierne ikke tjener til at opfylde behovet for anerkendelse.

Ovenstående billeder kender vi nok hver især i forskelligt omfang. Pointen er, at vi gerne vil være noget bestemt, og for at være det skal vi have anerkendelse fra andre. Hvis vi kun søger anerkendelse for enkelte dele af os selv, og hvis vi ikke tør skifte for meget mellem synspunkter og væremåder, bliver anerkendelsen ufuldstændig. Og præcis derfor fortsætter vi med at søge den.

Uhåndterbar foranderlighed

Men hvorfor accepterer vi ikke bare, at vi er forskellige over tid og på tværs af situationer? Mange vil sikkert forklare det med, at vi kun kan have tillid til andre mennesker, hvis de opfører sig konsistent.

Det er det, der får samfundet til at hænge sammen. Vi kan med andre ord risikere at miste tilliden til os selv og til andre, hvis vi begynder at opfatte hinanden som meget omskiftelige. Det kan være enormt angstprovokerende. Sagen er imidlertid, at tilliden kun ryger, hvis vi fastholder idealet om stabilitet i personligheden. Det ironiske her er altså, at det er problematisk at være omskiftelig, fordi du så ikke er stabil.

En del personlighedspsykologisk forskning peger imidlertid på, at vores opfattelse af os selv og andres opfattelse af os er rimelig forskellige fra hinanden. Ligeledes forestiller vi os, at andre opfatter os på én bestemt måde, på trods af at de ser os på en helt anderledes.

Den anerkendelse, som vi får via Facebook, er med andre ord ikke en anerkendelse for, det vi er. Alligevel føler vi, at vi får anerkendelse for noget bestemt. For noget vi tror, vi ved hvad er. Og det er måske en af grundene til Facebooks succes. Det sociale medie giver os mulighed for at få en oplevelse af anerkendelse for at være noget bestemt, som vi ikke (ved, om vi) er, og derfor bliver vi ved med at søge den.

Dette indlæg har tidligere været bragt som kronik i Information

Vil du vide mere? Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få andre nyheder fra LUNDMANN.