Empatiske handlinger er også en slags egoisme

Posted by in Diverse on maj 14th, 2012 | 0 comments

At være empatisk bliver ofte set som et godt karaktertræk af dine medmennesker. Empatiske handlinger skjuler dog ofte nogle mere selvcentrerede motiver, som vi måske/måske ikke er bevidste om. Hvis du derimod er en sympatisk person, som vitterligt gør noget udelukkende for andres skyld, så får vi nok mindre økonomisk vækst. Spørgsmålet er så bare om dette er at foretrække sammenholdt med subjektiv tilfredsstillelse? 

”Det er rart at fortælle vores børn, at der er nogle børn, der ikke har de samme vilkår som dem”. Sådan lød et citat fra en familie, der har valgt at have et fadder-barn gennem SOS Børnebyerne. Citatet var selvfølgelig taget ud af en sammenhæng, men alligevel blev det fordømt flere steder. Hvis du også har set annoncen (som nu er blevet ændret), er du måske en af dem, der har tænkt ”ja, sikke grotesk. Det er jo skandaløst, hvis der er nogen, som ligefrem nyder andres ulykke.” Men prøv så at tænke lidt mere over det… Hvornår har du det ”godt”? Følelsen af at have det godt er faktisk ofte et spørgsmål om at have det godt i forhold til noget eller nogen– hvad enten du er bevidst om, hvad dette ”noget” eller “nogen” er eller ikke er.

Er du mere tilfreds, hvis andre har det værre end dig selv?

For nu at tage mit eget eksempel: Jeg har haft type 1-diabetes siden jeg var teenager. Det er selvsagt irriterende at have sukkersyge, men min irritation afhænger af, hvad jeg sammenligner med. Hvis jeg sammenligner med andre, som slet ikke fejler noget, vågner op hver dag uden bekymringer, er rige, velfornøjede, altid glade og aldrig frustrerede, ja så bliver mit problem større. Men hvem er i grunden sådan? Hvis jeg derimod sammenligner mig selv med en, der har en svær depression – eller en som er ved at dø af sult i Afrika – ja, så er det ligefrem fantastisk ”kun” at have sukkersyge, og så har jeg det godt med det. Ja, jeg kan faktisk blive glad – glad over at det trods alt ikke er værre. Min egen tilfredshed afhænger således af, hvem jeg sammenligner mig med. Og derfor er den også et spørgsmål om min empati – at jeg kan sætte mig ind i andres liv, for dernæst at sammenligne mig med dem. Dette indlæg sætter fokus på empatien.

Hvis ikke du kan se det, så findes det ikke

Der er skrevet meget om empati. For letheds skyld bruger jeg her ’empati’ som indlevelse og evnen til at forstå en andens følelser, tanker eller blot at se den andens ståsted. Når vi er empatiske, så er vi det imidlertid ofte ved, at vi FORESTILLER os selv som værende den anden. Dette forklarer formentlig også, hvorfor vi har mere empati med vores nabo end en tilfældig person i Afrika. Det er nemlig lettere at forestille sig at være en person, man kender, end en abstrakt person, man aldrig har mødt. Dette er også grunden til, at vi først giver noget – til eksempelvis Afrika – når der er kørt store kampagner. Disse kampagner er mere effektive, når der fokuseres på cases, end når der tales om store abstrakte befolkningsgrupper. Vi er med andre ord for dumme til at sætte os ind i abstrakte mennesker og efterfølgende at agere på det.

Jeg er mig selv nærmest

Hvis jeg var ved at dø af sult, ville jeg formentlig opleve, at det er forfærdeligt for mig. Hvis min nabo er ved at dø af sult, er det mindre forfærdeligt for mig, og hvis en i Afrika er ved at dø af sult, tænker jeg oftest ikke over det. Noget tyder altså på, at vi nærmest pr. automatik er mest interesseret i os selv. Men hvorfor er vi det? Nu tænker du måske, at det er et dårligt spørgsmål, for det er jo indlysende. Men det er faktisk kun indlysende, hvis du har nogle særlige syn på dig selv og andre – syn som sagtens ville kunne være anderledes. Uanset hvem der er ved at dø af sult, så er det sikkert ca. lige så forfærdeligt for den enkelte. Men hvorfor vælger du at blive mere forfærdet, hvis det er dig selv, end hvis det handler om Mukhtars liv i Afrika? Dette kan bl.a. skyldes et ideal om, at vi SKAL være os selv nærmest. Er det også et spørgsmål om mangel på empati? Måske. Det, der på overfladen ligner rendyrket empati, kan nemlig også tolkes som udtryk for noget andet – f.eks. egoisme, egocentrisme eller narcissisme. Dette afhænger dog af, om fokus er på handlingen eller formålet med handlingen, hvilket jeg vil prøve at illustrere nedenfor.

Er empatiske handlinger selvcentrerede?

Empati kan altså ses som egocentrisk og begrænset til vores egen evne til at forestille os at være den anden. Spørgsmålet er, om vores såkaldte empatiske handlinger (som oftest et spørgsmål om at hjælpe den anden) også er et udtryk for egoisme, når man kigger på formålet med dem? Lad os tage et eksempel. Har du nogensinde prøvet at give penge til en person, som tiggede? De fleste plejer at ignorere vedkommende, men lad os prøve at kigge på dem, der rent faktisk giver noget. Er det en empatisk handling, hvor du har levet dig ind i vedkommende og forestillet dig, at du var ham og, hvis du blev som ham/hende, der tiggede, så håbede, at der også var nogle, som ville give DIG penge? I så fald var der formentlig tale om en egocentrisk oplevelse, som så afledte den tilsyneladende empatiske handling. Eller gjorde du det, fordi du gerne ville have, at de andre, som tilfældigvis så dig sammen med personen, der tiggede, skulle se dig som en sød eller hjælpsom person? Hvis der var tale om et behov for anerkendelse fra andre – eller endda et behov om anerkendelse fra tiggeren selv – har der nok snarere været tale om et narcissistisk formål. Selv hvis du gav penge af udelukkende et godt hjerte – at du vitterligt bare gerne ville hjælpe personen – kan du spørge dig selv, hvad der ville være sket, hvis du bare gik videre. Ville du så f.eks. få dårlig samvittighed? I så fald, kan årsagen til, at du gav vedkommende penge, jo også skyldes DIT behov for at undgå dårlig samvittighed. Under alle omstændigheder gjorde du først noget, da du selv blev konfronteret med personen.

Ovenstående simple analyse viser, at man strengt taget kan tolke en umiddelbar empatisk handling til et spørgsmål om egocentrisme, egoisme, narcissisme – altså nogle årsager som umiddelbart handler om DIG, snarere end den umiddelbart lidende person.

Har du prøvet at være sympatisk?

Men kan det blive bedre end det? Man kunne vælge at lade et andet begreb end empati og empatiske handlinger – f.eks. sympati – beskrive en slags mere ”ægte” indlevelse, hvor man vitterligt OVERTAGER den andens følelser og sindstilstand, mærker disse følelser på sin egen krop, lader dem kravle ind under huden og helt ind i det, som vi kunne kalde din sjæl. Lad os kalde det for sympati, når dette sker. Men selv i dette tilfælde er det dog stadigvæk kun dine egne FORESTILLINGER om den andens tilstand. Forskellen på det, vi kunne kalde sympati, og de ovenstående tilsyneladende empatiske handlinger, er at vi ved en sympatisk aktion ikke på samme måde er styret af fænomener som f.eks. egoisme eller narcissisme.

Har du haft en sådan oplevelse, hvor du følte, du nærmest overtog den andens ståsted? Det er oftest en stærk oplevelse, fordi du i en vis forstand lige pludselig ”bliver den anden”, og fordi den ikke i samme grad handler om at opnå noget. En sådan sympatisk oplevelse varer imidlertid sjældent ret lang tid ad gangen, og de færreste når at agere særligt meget som følge af denne – relativt kortvarige – følelse.

Følelsesmæssig afstumpethed kan være bedre end ikke at gøre noget

Men hvorfor bidrager vi så ikke lige så meget til at hjælpe andre – f.eks. sultende mennesker i Afrika – som vi tilsyneladende hjælper os selv? Bortset fra de få, som rent faktisk gør det – og som gør det som følge af en stor sympati – ja, så skyldes det for de flestes vedkommende en slags følelsesmæssig afstumpethed, hvad end det er egocentrisme, egoisme eller narcissisme eller noget helt fjerde. Vi er bange for, der sker noget med os SELV (bange for ikke at blive anerkendt, bange for at få dårlig samvittighed, bange for at vi selv skulle ende i en tilsvarende situation), og først der gør vi så noget.

Den form for egocentrisme, egoisme og narcissisme, som jeg taler om her, er dog ikke negativ – fordi den trods alt fører til positive handlinger (dvs. positive for andre mennesker end en selv). Hvis du er ved at dø af sult, er du nok også ligeglad med, HVORFOR vedkommende giver dig mad. Det er handlingen, som er vigtig. Problemet er imidlertid, at der slet ikke er nok, som gør noget for den del af verdens befolkning, der vitterligt har det hårdt – hvad end det er i Vesten eller et uland. Og dem, som gør det, kunne måske gøre endnu mere, men vælger ikke at gøre det – fordi man er sig selv nærmest. Har DU nogensinde fået overtræk på din konto, fordi du gav for meget til trængende mennesker?

Sympati fører ikke til økonomisk vækst, men måske til større tilfredshed

Når vi hjælper andre, så er grunden altså som regel at finde i os selv. Og det er trods alt bedre at finde en sådan grund – og så gøre noget – end intet at foretage sig. Omvendt er det måske disse ”afstumpede følelser”, som også gør, at der ikke er sket MERE i verden – at der stadig er kæmpe forskel på folks tilfredshed og velfærd rundt omkring – både lokalt og globalt. Spørgsmålet er så, om mere sympati (forstået som evnen til vitterligt at overtage det, som vi forestiller os er andres oplevelser) ville kunne gøre verden bedre, og hvad der i så fald skal til for at udvikle den? Hvis du tænker på goder ud fra et kapitalistisk perspektiv, vil du formentlig sige, at mere sympati netop IKKE vil føre til øget velstand, idet en person, der hele tiden er opsat på at hjælpe andre, måske ikke får udrettet så meget på en målorienteret måde, som kan give penge i lommerne til vedkommende selv og/eller sit firma. Med andre ord: øget sympati gavner formentlig ikke vækst set fra et kapitalistisk perspektiv. Det gør MINDRE sympati nok i højere grad. Dette er et væsentligt argument for ikke at blive mere sympatisk. På den anden side, så er tilfredshed og lykke jo ikke nødvendigvis forbundet med økonomisk vækst. Det er trods alt federe at være fattig og sammen med nogle sympatiske mennesker end det er at sidde alene på bagsædet af en Rolls Royce…

Når du skal have et nyt job, så giver netværk mindreværd – selvom de virker

Posted by in Diverse on mar 29th, 2012 | 0 comments

Alle er efterhånden enige om, at netværk er vigtigt, når du skal have et nyt job. Hvis du vil være topleder, ja, så er den eneste vej til dit næste job gennem dit netværk. Selvom netværk er så vigtigt og virkningsfuldt ift. at få et job, betyder det dog ikke, at man får ansat den bedst egnede kandidat. Det er faktisk højst usikkert. Dertil kommer de psykologiske mindreværdige signaler, som brugen af netværk kan udsende dels om kandidaten og dels om den ansættende leder. Spørgsmålet er derfor, hvordan og hvorfor netværk så virker?

Kender du det, at du er ude til et socialt arrangement – f.eks. til en reception hos en kollega eller en chef, eller til en privat fødselsdag. Pludselig ser du en – ifølge din egen opfattelse – vigtig person. Det kan være en chef, en som du godt kunne tænke dig bliver din chef, eller en som du ved, har betydningsfulde mennesker i sit netværk, og som du gerne ville bruge til noget i en arbejdsmæssig sammenhæng – f.eks. til at få et nyt job. Kender du det? Hvad gør du? Måske henvender du dig til vedkommende og forsøger i den forbindelse at sige nogle kloge ord om dig selv – ELLER, og det er nok det, som de fleste kender, så ønsker du at han/hun kommer over til dig, eller at du selv kunne finde en intelligent måde at henvende dig på. Gør du det sidstnævnte, så sker der formentlig ikke noget (og det er ikke fordi du er dum, men måske snarere fordi du bliver desperat). I så fald kan du så bruge et par timer på at være irriteret over dig selv bagefter.

Professionelle netværk er målrettet en ”gevinst” – og derfor gør det dig mindreværdig

Uanset hvad du ville gøre i det ovenstående eksempel, kan begge dele betragtes som ydmygende adfærd (alternativet er at det er DIG, som bliver kontaktet uopfordret). Det, du udtrykker, er i princippet, at du er mindreværdig, og at du ikke er tilfreds med, hvor du står lige nu i dit liv og derfor gerne vil et andet sted hen. Og det er han/hun så måske nøglen til. Samtidig føler du måske, at du skal give udtryk for at mene noget andet, end du normalt gør. Du opfører dig måske som en lille hund, der blot venter på at få en eller anden godbid, eller noget som kan lede dig hen til godbidden. Det at netværke kan derfor ende med, at man signalerer, at man er en mindreværdig person (i forhold til den, som man vil netværke med – han/hun er/har noget, som du gerne vil være/have). Nå, og hvad så: er det godt eller dårligt?

Den magtfulde netværker – den ansættende leder

Det du efterspørger, er en person som har magt. Magt til at kunne gøre en forskel for dig. Men hvorfor skulle nogen ville hyre dig til et job, hvis ikke du var den bedst egnede til det? Det sker faktisk ret ofte i det danske erhvervsliv, at den bedst egnede – eller endda bare en som ER egnet – IKKE bliver ansat. Ham/hende som bliver ansat er derimod blot den, som har det rigtige netværk. Et aktuelt eksempel er Dong-sagen, hvor det er kommet frem, at Anders Eldrup har ansat kolleger fra sin tidligere arbejdsplads – tilsyneladende fordi han har kendt dem i forvejen (i parentes: og måske fordi han ved at gøre dem en tjeneste kunne regne med deres hjælp…?). Spindoktorsagen (om at den nuværende regerings nye spindoktorer allerede var tiltænkt jobbet, inden stillingen blev opslået i forbindelse med regeringsskiftet) er en anden sag. Dette er også et eksempel på, at det ikke nødvendigvis er den bedste, der bliver tilbudt jobbet, men blot den som kender de rigtige mennesker. Folk ansættes ofte igennem deres netværk eller PÅ GRUND AF DEM – og det gælder både i det offentlige og private erhvervsliv.

Det er højst usikkert, om man ansætter den bedst egnede ved at bruge netværk

Den, der er blevet ansat udelukkende pga. sit netværk – eller det til lejligheden fremstillede netværk – er som tidligere nævnt ikke NØDVENDIGVIS er den bedste. Dette skyldes selvsagt, at andre kandidater jo ikke er blevet undersøgt, og derfor er det usikkert, om man rent faktisk har fundet den bedste. Måske har man ved et TILFÆLDE fundet den bedste, men man ved det på ingen måder. Her vil den ansættende leder formentlig indvende noget à la

”Jamen, jeg kender ham jo fra tidligere job og ved derfor, at han er dygtig” eller ”Jamen, mit netværk har jo anbefalet ham, så derfor må han være dygtig”. En særdeles overfladisk betragtning, som tilsyneladende forekommer alt for ofte i det danske erhvervsliv. Den er overfladisk, fordi man af gode grunde ikke kan vide, om vedkommende faktisk vil være egnet til det kommende job alene baseret på et tidligere job, hvor han/hun havde nogle andre opgaver, andre kolleger, en anden chef og måske endda også andre rammer. Det er fortid og siger ikke nødvendigvis noget om vedkommende i det nye job, da de nævnte faktorer vil være anderledes. Det er imidlertid de færreste, som tager højde for dette. At referere til netværket, som har anbefalet kandidaten, gør ikke sagen meget bedre, for hvilken relation har dette netværk til kandidaten, og hvor godt kender de ham/hende egentlig, hvor tæt har de arbejdet sammen med vedkommende osv. Disse spørgsmål stilles sjældent, og selvom de gjorde, er det ikke sikkert, at de ville kaste mere lys over kandidaten.

Men hvis netværk er så dårligt, hvorfor bruges det så overhovedet?

Men hvorfor ansætter en såkaldt professionel leder så overhovedet nogen på baggrund af vedkommendes netværk eller på baggrund af anbefalinger fra eget netværk, når der ikke nødvendigvis er tale om den bedst egnede?

Det kan der være flere grunde til. For det første skyldes det i mange tilfælde, at vedkommende som ansætter, ikke VED bedre. Han/hun tror, at det her er en god metode og kan ikke se andre muligheder. En anden mulighed er, at man bare ikke vil have den bedst egnede, men blot en som er god nok. En tredje årsag kan dog også være, at kandidaten udstråler den her mindreværdige attitude, som kommer til udtryk, når man netværker (også selvom han/hun har forklædt sig som en verdensmand for at sælge sig selv). Hvis det sidste er tilfældet, kan man spørge hvorfor nogen skulle være interesseret i at ansætte en tilsyneladende mindreværdig person? Måske fordi mindreværdige personer er mere tilbøjelige til at gøre, hvad de får besked på, opfører sig autoritetstro over for lederen, kender deres plads i hierarkiet og udfordrer derfor ikke lederen. Selvom kandidaten ikke nødvendigvis ER mindreværdig – eller måske forandrer han/hun sig endda – ja, så er det jo blot den ansættende leders OPFATTELSE af denne sammenhæng, som er vigtig.

Bare rolig: det er ikke kun dig, der er mindreværdig

Så, når du bliver ansat af en gennem dit netværk – fordi du var i vedkommendes netværk – så siger det faktisk også en del om personen i dit netværk som har ansat dig. At vedkommende gør det, kan bl.a. skyldes, at han/hun gerne vil have dig til at stå i gæld til ham: Han giver dig et job og forventer derfor, at du gør ham nogle tjenester en anden gang. Måske var det det, som skete i DONG-sagen?

En anden årsag kan være, at den ansættende leder har behov for at demonstrere sin magt pga. sit eget mindreværd. Det kan være magten til at ansætte hvem han synes, uagtet om vedkommende er den bedst egnede; eller det kan være magten til at bestemme over en andens arbejdsliv. Et sådant magtbehov må naturligt stamme fra eget mindreværd, fordi det kan betragtes som et ønske om at hævde sig – at sige jeg ER faktisk noget stort. Et ekstremt behov for at demonstrere, at man IKKE er lille skyldes ofte – dog ikke altid – at man faktisk FØLER sig lille. Hvis ikke man gjorde det, ville man jo selvsagt ikke have noget behov for at demonstrere.

Når det er sagt, er der kun tilbage at sige, at netværk faktisk virker rigtig godt til at få et job. Men det siger altså en hel del, at det er netværket, som virker frem for noget andet. Så… selvom det er ydmygende på flere niveauer, er spørgsmålet blot: Hvad er alternativet? God jobjagt.

Du er lige så religiøs som dem, du kritiserer for at være det! – Ateisme som en tro forklædt som viden

Posted by in Diverse on mar 12th, 2012 | 2 comments

Hvis religion handler om at have en fast tro (i modsætning til absolut viden) på, hvad svarene på de store spørgsmål er – f.eks. hvorfor blev jeg født, hvad er meningen med mit liv, og hvad sker der, når jeg dør? – ja, så er du højst sandsynligt religiøs. Ateister er i den forstand ikke mindre religiøse end andre med mere traditionelle trosretninger. Ateismen er nemlig også bare en tro, og naturvidenskabens svar på de store spørgsmål er tilsyneladende ikke mere rigtige i nogen absolut forstand, end dem, som de fleste andre religioner kan tilbyde. De bygger bare på nogle andre trossystemer.

Lige nu er jeg sammen med min familie i USA, nærmere bestemt Riverside, ca. 100 km øst for Los Angeles (i parentes: jeg er på et forskningsophold, og familien er så taget med). Ret tilfældigt – og så alligevel… – er vi begyndt at se en del utrolig søde mennesker fra et kristent samfund her i Riverside. Kirken, og den kristne lære, synes at fylde væsentlig mere i folks liv herovre end i Danmark. Dette skyldes bl.a., at der er mange sociale ting knyttet op omkring kirken. I den forbindelse rejser der sig ofte emner om tro, religion og gud. Det gør der derfor også for os, mens vi er herovre. Ligesom der er mange kristne mennesker, som sværger på at gud findes, er der – som også i Danmark – en del mennesker, som hælder mere til ateismen, forstået som at sværge til naturvidenskabens svar på de store spørgsmål. Her har jeg bl.a. mødt et par stykker på det universitet, jeg er tilknyttet her.

Ateismen har store konsekvenser

Ateister har ofte en tendens til at affærdige religion med at sige, ”det passer ikke”, eller ”det er jo ikke viden, men blot tro, og jeg kan derfor ikke tage det seriøst”. Hvis du selv betegner dig som ateist, lyder ovenstående argument sikkert rimelig fair. Og en stor andel af bl.a. de politiske beslutninger, som træffes, bygger faktisk på naturvidenskabeligt funderede metoder. Argumentet for dette er noget i retning af ”den [den givne undersøgelse] fortæller jo sandheden om, hvordan tingene hænger sammen, derfor bliver vi nødt til at følge den”. De naturvidenskabelige metoder bliver altså betragtet som rigtige, og sande, og undersøgelser, der bygger herpå, må derfor ligeledes være sande. Men hvis naturvidenskaben, som ateismen hviler på, netop bygger på tro frem for absolut viden, så kan metoderne problematiseres og derfor få uforudsigelige konsekvenser.

Med udgangspunkt i et af de såkaldte store spørgsmål – om hvad der sker når vi dør, vil jeg prøve at se på, hvad vi egentlig ved om svaret på dette – set fra et ateistisk eller ”videnskabeligt” perspektiv? Og er svarene, som den ene religion tilbyder, ikke lige så gode som dem, den anden religion tilbyder?

Hvad sker der, når vi dør?

Her er svarene fra henholdsvis kristendommen og ateismen lige klare. For kristendommen bliver man forenet med gud (eller man kommer i helvede, hvis man har opført sig dårligt og er gammeldags katolik). For ateisterne er svaret ”ja, så bliver du bare til støv og jord, mens livet går videre for alle andre”. Der er selvfølgelig mange variationer af temaet inden for henholdsvis kristendom og ateisme, men begge retninger mener, de har et svar, som er rigtigt.

Hvordan ved du, om der findes noget ikke-materielt, hvis du kun observerer det materielle?

Hvis vi antager, at der er en åndelig (=ikke materiel) sjæl, kan man selvsagt ikke vide, om den også bare bliver til støv. Dette skyldes, at man jo ikke kan undersøge den med naturvidenskabens metoder, som netop tager udgangspunkt i noget materielt. Bare fordi man igennem naturvidenskabens metoder, og forskere, ikke har fundet en sjæl, betyder det altså ikke, at der ikke findes en. Her ville videnskabsfilosoffen Karl Popper nok bare sige, at sandheden er sandhed indtil den bliver modbevist. Nuvel, så lad os bare antage, at vi ikke har en sjæl – selvom vi ikke kan afvise det.

Kan man egentlig observere noget fuldstændigt?

Men ved vi egentlig at KROPPEN bliver til støv/jord? Hvor mange kroppe har du selv set blive til støv/jord? ”Ikke nogen”, vil de fleste svare, ”men jeg har set en masse dyr”. Har du stået og fulgt et dyr blive til støv i ti år, eller har du holdt pauser i din observation? Hvis du har holdt pauser, har du jo kun observeret brudstykker af en proces, som du så sætter sammen til ét – for dig: meningsfuldt – billede. Med andre ord: du har nok ikke set det fuldstændigt. Selv hvis du havde fulgt hele processen dag og nat, f.eks. med videokamera, og laboratorieudstyr, skal du have ubetinget tillid til, at dette udstyr gengiver præcis, hvad der skete. Det ved vi imidlertid ikke, om udstyret gør, idet vi ikke kan teste det (i parentes: hvis du skulle teste udstyret, skulle du bruge noget andet udstyr til at teste det med. DU kan med andre ord kun have tillid til noget udstyr, fordi du tester det med noget andet udstyr, som du så igen skal teste med noget tredje og så fremdeles. Og så begynder det jo at køre lidt i ring).

Hvordan ved du, at det, som gælder for dyr, også gælder for mennesker?

Men lad os prøve at se bort fra ovenstående argument og blot antage ”ok, dyr bliver til støv/jord, når de dør”. Hvis det er rigtigt, betyder det så, at mennesker også gør det? For at finde svar på dette, må vi ty til en teori – som jo kun er en hypotese om sammenhængen – denne teori er ofte hentet fra Charles Darwin som blev populær på at sige, at mennesker og dyr i princippet er ens, og hvad der grundlæggende gælder for dyr, gælder også for mennesker. Men så simpelt er det jo ikke.De sammenhænge, der er mellem dyr og mennesker er delvise sammenhænge, hvilket måske er årsagen til, at medicin testet på dyr ikke virker på præcis samme måde, eller i præcis samme omfang hos mennesker. Og hvad vi ved om ”grundlæggende sammenhænge mellem mennesker og dyr”, ved vi, fordi vi har lavet nogle generaliseringer og dermed brugt en teori (eller tro) til at udsige noget om den.

Du ved, hvad du ved, fordi du tror, du kan generalisere – og fordi du tror på dig selv!

Hvis vi ikke har nogen absolut sikkerhed for, hvad sammenhængen er mellem dyr og mennesker, er det på tide at trække professoren eller specialisten ind – det kunne være en læge eller en biokemiker eller en anden naturvidenskabsmand. En, som vitterligt har observeret mennesker rådne og blive omsat til jordrester, og som har lavet eksperimenter omkring det, en som virkelig er gået i dybden med det forhold. Hvis han (ja, det er oftest mænd), er lige så skråsikker på, at mennesker bliver til jord/støv, når de dør, som du måske er på, at dyr gør det, bliver spørgsmålet igen: hvordan ved han det?

”Det ved jeg, fordi jeg har observeret, at mennesker bliver til jord/støv”. OK, lad os bare være flinke nu, og prøve at se bort fra argumenterne ovenover. Spørgsmålet bliver derfor: Hvor mange mennesker har du observeret, at dette sker for? Et højt tal vil være 500, idet de fleste mennesker ikke bliver udsat for eksperimenter, når de dør, ligesom der er en række etiske forholdsregler og relationer, som måske ikke tillader det. 500 mennesker er mange, men… Det betyder jo ikke at det gælder for alle. For at bruge den berømte metafor om svaner, så findes der faktisk sorte svaner i Danmark – der er ikke særlig mange (under 1 promille), men de er der, og bare fordi man kun har set mange hvide svaner, betyder det jo ikke, at alle svaner i Danmark rent faktisk er hvide!

Dertil kommer, at det at lave en generalisering bygger på en antagelse om, at vi alle sammen er grundlæggende ens. Men det ved vi ikke, om vi er. Hvad der gælder for 500 ikke-tilfældige (idet det netop kun er det udvalg af mennesker som har tilladt videnskabelige forsøg og observationer), gælder ikke nødvendigvis for alle. Det ved vi ikke noget om – heller ikke selvom vi tror, vi gør det. Empiriske undersøgelser, som generaliserer, bygger nemlig på nogle teorier à la dem ovenfor.

Desuden er de forsøg, som der henvises til, lavet i fortiden (alle eksperimenter, der er offentliggjort, har jo i sagens natur fundet sted i fortiden), og hvad der skete i fortiden, gentager sig ikke nødvendigvis i fremtiden. Det er bare tro.

Endelig skal videnskabsmandens egen hukommelse af, hvad han har observeret, være 100 % loyal – og der er lavet masser af andre forsøg, som viser, at vores hukommelse ikke er så pålidelig, som vi ellers gerne ville tro.

Altså: vores viden bygger på nogle teorier, eller – slet og ret – en tro!

Pointen her er blot, at vores viden om, hvad der eksempelvis sker, når vi dør, er bundet op på nogle selvvalgte teorier (f.eks. teorier om, at mennesker er ens, teorien om at dyr og mennesker ikke er væsensforskellige, teorien om at det, som skete i fortiden, vil gentage sig i fremtiden, teorien om at vores dokumenter – og vores hukommelse – om diverse forsøg gengiver, præcis hvad der rent faktisk skete, osv.)

Hvad er så meningen med, at vi dør?

USA er i folkemunde ”guds eget land”, men gud har tilsyneladende flere børn end Jesus, herunder videnskabsmanden eller ateismen. Hver af disse religioner har sit eget bud på hvad meningen er med at vi dør, og dertil kommer de forskellige ideer inden for hver enkelt religion. I den kristne religion er meningen alt fra at blive forenet med gud (hvad det så end er?), over til at blive forenet med vores kære, til endelig at blive lykkelige (= komme i det abstrakte paradis). I den ateistiske religion (som dig der læser dette måske har sværget til) er meningen med, at vi dør, forbundet med meningen med livet som i en streng darwinistisk forstand er at forplante os, og blive til flere (men hvad er lige meningen med det?), at vi giver brændstof til kommende generationer igennem vores jordiske rester.

Uanset hvilken mening vi vælger, så er der tale om teoretiske konstrukter, som kunne være anderledes. Men langt størstedelen af os er tilbøjelige til at vælge en mening, eftersom det nok er de færreste mennesker, som kan rumme muligheden for, at der ikke er nogen mening. Derfor vælger vi ofte den mening, som giver mest mening!

Budskabet er her, at vi ikke med nogen absolut sikkerhed ved, hvad der sker, når vi dør, det er bare tro, men til gengæld så ved vi faktisk heller ikke, om vi ved dét…!

 

Har du en stabil personlighed, så er du måske bare syg!

Posted by in Diverse on feb 19th, 2012 | 0 comments

Idealet om en stabil kernepersonlighed – at man er ens på tværs af forskellige situationer og over tid – er udpræget i vores kultur. Den stabile kernepersonlighed er imidlertid også et stærkt kendetegn ved psykiske lidelser. Spørgsmålet er derfor, om det, som vi alle sammen efterstræber, er at være psykisk syg?

Har du nogensinde været til jobsamtale? Og har du nogensinde taget en personlighedstest i forbindelse med en jobsamtale? Til mange højere stillinger (leder eller specialiststillinger) søges der ofte markante personligheder. I en typisk personlighedstest kommer en markant personlighed til udtryk, ved at man på udvalgte dimensioner scorer højt eller lavt. Ofte søges der til lederstillinger folk, som bl.a. scorer højt på dimensioner som dominans eller gennemslagskraft. Hvis du derimod scorer i midten, er du ikke markant nok, for det betyder, at du faktisk godt kan være f.eks. dominant, men at det afhænger af situationen, og du derfor ikke altid vil være det. Derfor bliver du formentlig sorteret fra.

Den markante personlighed som ideal

Umiddelbart lyder ovenstående intuitivt rigtigt. Problemet er imidlertid, at personer, der ofte fremtræder på den samme måde, netop er for situationsUafhængige. Det betyder, at selvom situationen indbyder til en anden måde at agere på, indtager man alligevel den, f.eks. dominante, rolle. Sådan er det at have en stabil kernepersonlighed og være markant (her som dominant). Der kan siges meget om, hvorvidt ideen om ledere som eksempelvis dominante er en gammeldags lederopfattelse. På samme måde kan man forholde sig meget kritisk til de personlighedstests, som benyttes, og hvordan de fortolkes – f.eks. i en rekrutteringssammenhæng – men det vender jeg tilbage til en anden gang. Her vil jeg blot problematisere ideen om, at det at have en markant (underforstået: stabil) kernepersonlighed er et ideal, som mange af os har, eller noget som vi efterstræber, og hvis man vil have en høj stilling som specialist eller leder, er det så meget desto mere nødvendigt at have nogle markante stabile personlighedstræk.

Det er ikke længere moderne at have en stabil kernepersonlighed

Problemet heri er, at vi, vil de fleste mene, lever i en omskiftelig verden, hvor tilpasningsdygtighed er nødvendig. Ligeledes indgår man som leder eller specialist i en række forskellige sammenhænge, som kræver, at man kan forholde sig på mange forskellige måder. Når man er sammen med kollegerne forventes et, når man er sammen med underordnede noget andet, overordnede noget tredje, når man er sammen med kunder noget fjerde, under forhandlinger noget femte osv. For at kunne leve fornuftigt i denne verden – privat eller arbejdsmæssigt – kræves alt andet end en stabil eller markant kernepersonlighed. For at vende tilbage til testscoren betyder dette, at en placering på midten af personlighedstestens dimensioner (for så vidt testen er så valid, som den sælges som at være) burde være idealet.. Med andre ord, bør det ikke efterstræbes at have en markant personlighed, men derimod at man kan indtage forskellige forholdemåder afhængigt af situationen. Det bør være idealet.

At have en stabil kernepersonlighed og være markant – og have det som ideal – bygger på nogle forældede forestillinger om, hvad det vil sige f.eks. at være leder. I gamle dage var de situationer, som man indgik i, i højere grad forudsigelige, og ofte også mindre omskiftelige. Dengang kunne det derfor være godt at have en markant kernepersonlighed. Bl.a. også fordi folk var mere autoritetstro, og et af karakteristikaene ved en autoritet er bl.a. at være markant og relativt forudsigelig i sin forholdemåde. Hvis situationerne var stabile, relativt ens og relativt få, ville det være bedst at lade dette afspejle i sin personlighed. Det var i gamle dage…!

Det er et must at have en stabil kernepersonlighed for at være psykisk syg!

Hvis vi et kort øjeblik vender blikket mod de psykiatriske diagnosemanualer – DSM IV eller ICD10 (den amerikanske respektive europæiske diagnosemanual) – ser man, at noget af det som går igen i en lang række af diagnoserne er, at man har den samme forholdemåde over tid og på tværs af situationer. Med andre ord kan man sige, at det at være på den samme måde – og have en stabil personlighed – er et karakteristika ved det at være psykisk syg. Den stabile (eller markante) personlighed er altså den syge personlighed. At man f.eks. stort set ALTID skal tjekke, om man har låst døren (jf. OCD), eller at man opfører sig grandiost på tværs af en række forskellige, uafhængige situationer (jf. narcissistisk personlighedsforstyrrelse), at man meget ofte bebrejder sig selv, og stort set hele tiden har dårligt selvværd (jf. depression) osv. er symptomer på psykisk lidelse.

Det, som går på tværs af de fleste diagnoser, er ikke karakteristikaene, men det at der er tale om stabile og relativt uforanderlige karakteristika.

Det at være på én bestemt måde på tværs af forskellige kontekster – og over tid – er det, som ofte bliver værdsat ved en ”ideel kandidat” til en jobsamtale, men det er altså også noget af det, som kendetegner det at være psykisk syg.

Pointen her er, at det at have et ideal om en stabil personlighed, er påfaldende lig den måde, som vi karakteriserer psykiske lidelser på. Og det er jo et eller andet sted underligt, at de, der bliver valgt til det enkelte job, skulle være mere eller mindre psykiske syge. Her er der sikkert mange af jer, som kommer til at tænke på en leder eller en kollega (nuværende eller tidligere) sådan: ”ja, det var da underligt, at han/hun skulle blive tilbudt jobbet, for han/hun er altid lige irriterende”. Men fordi man har fået stemplet ”markant leder”, frem for ”psykisk syg”, ja så bliver der tilsyneladende set op til en, frem for ned på en.

Er vi så alle sammen syge?

Nu betyder det selvfølgelig ikke, at alle de, som får tilbudt et job som leder, lige så vel kunne have fået stemplet ”psykisk syg” eller bare – ”lidt for markant”. Nej, pointen er, at det blandt nogle jobinterviewere er et ideal at vælge en markant kernepersonlighed. Men valget falder ikke nødvendigvis på den, som rent faktisk er mest markant, men blot på den, som bliver VURDERET som mest markant. Og fordi man som jobkandidat godt ved, at jobintervieweren muligvis har dette som ideal, og formentlig har man det også selv (uden dog nødvendigvis at kunne leve op til det) prøver man at fremstille sig selv som havende en stabil og markant måde at være på… Når jobintervieweren f.eks. stiller et spørgsmål som ”jeg synes, dit CV bærer præg af mange forskellige ting, men jeg kan ikke se, hvad det er, som samler dem… Hvad er det?”, så prøver jobkandidaten som oftest at finde en rød tråd, og trække nogle bestemte (personligheds-)træk frem, som går igen på tværs af de forskellige sammenhænge. Dette på trods af, at der måske ikke er noget, som går igen; det er blot en konstruktion, vi forsøger at lave for at leve op til et ideal om stabilitet og evt. at være markant. Måske fører det til et nyt job…

Eurokrisen er først og fremmest psykologisk – ikke økonomisk!

Posted by in Diverse on dec 10th, 2011 | 2 comments

De mekanismer som ligger bag den såkaldte eurokrise eller finanskrise, kan betragtes som et spørgsmål om massepsykologi. Årsagen handler først og fremmest om, hvordan forskellige eksperter, politikere og organisationer kan frembringe frygt og usikkerhed for fremtiden i den enkeltes psyke.

Lidt forsimplet handler markedsføring om at få forbrugere til at tro, føle, tænke eller forestille sig noget bestemt. Hvis denne tanke fører til handling – dvs. hvis forbrugeren køber det pågældende produkt – er kampagnen en succes.

Finanskrisen er en markedsføringskampagne

Lad os et kort øjeblik forestille os, at ideen om at euroen er ved at bryde sammen, ideen om stigende arbejdsløshed, ideen om at det er ekstremt usikkert at investere (f.eks. investering i bolig eller i aktier) er en markedsføringskampagne. Det særlige ved denne kampagne er, at der ikke kun er én afsender, men adskillige. Umiddelbart gør dette kampagnen mere troværdig (det svarer lidt til, at du føler større tillid til et produkt, når der er flere, som har anbefalet det).

Eksempler på italesættere af krisen:

  • Ejendomseksperter der mener, boliger vil falde i værdi,
  • Politikere som udtrykker deres bekymring for EU og eurozonens fortsatte eksistens,
  • Investorer som fortæller, det er usikkert at investere i Europa lige nu,
  • Fagforeninger, arbejdsløshedskasser, statistikere mfl. som melder om stigende arbejdsløshed.
  •  … du kan sikkert selv nævne mange flere

Noget tyder på, at denne markedsføringskampagne har været en ”succes”, idet budskabet er slået igennem: Kampagnen har faktisk ført til stigende forbrugerusikkerhed – mange tør i dag ikke købe en ny bil, nyt hus, måske venter man lidt med at købe nyt fjernsyn, og måske handler man lidt mere i discountbutikker mm. Og bankerne tør ikke låne dig lige så mange penge som for 5 år siden. I den forstand kan man sige, at markedsføringskampagnen med budskabet om ”stigende elendighed” er en kæmpe succes. Den har faktisk ført til stigende elendighed!!! En god markedsføringskampagne har dog som formål, at der er nogen som skal få noget ud af den (f.eks. at tjene penge), og i denne ”kampagne” er det svært at finde vinderne.

Hvad nu hvis…

Forestil dig så, at der ikke længere er nogen autoriteter, som italesætter ovenstående elendigheder – ja, måske får nogle ligefrem et positivt syn på fremtiden. Hvordan tror du det ville påvirke dit syn på fremtiden, synet på dine beskæftigelsesmuligheder i nær fremtid, og ultimativt dit forbrug? Og hvordan tror du, bankerne så ville agere, når du beder om et nyt lån?

Derfor er krisen i den grad et psykologisk spørgsmål

Som forbrugere er vi dumme. Vi tror på det meste af det, vi hører, og fordi vi gør dette, bliver netop det, som vi hører, til virkelighed. Når vi bliver bange og usikre (=en psykologisk følelse) for vores fremtidige økonomiske situation, så holder vi op med at forbruge. Når vi holder op med at forbruge, kan vi dernæst bekræfte det, som adskillige økonomiske eksperter har udtalt måneder i forvejen: stigende arbejdsløshed. Dermed tænker vi ”de har jo ret, alle dem som siger, at det går elendigt”. Pointen her er, at vores tanker, følelser og forbrug kommer til at indgå i en slags ond cirkel og selvopfyldende profeti. Tingene går først galt i det øjeblik, vi forbrugere begynder at tro på, at de går galt.

Eurokrisen er med andre ord et problem, fordi vi er (for) autoritetstro. Vi tror, at det vi hører rent faktisk findes, og fordi vi tror på dette, begynder det først for alvor at eksistere. Fordi der er mange flere, som er autoritetstro end folk, som ikke er det, bliver det også et problem for dem, der ikke er autoritetstro.

Når du ser verden gennem ”økonomiske briller”, handler den kun om økonomi

Well, først og fremmest skal vi have nogle flere perspektiver på kriser i medierne. Det er primært økonomer, bankfolk, politikere og embedsmænd, som udtaler sig om den såkaldte eurokrise og finanskrisen mere generelt. De deler oftest perspektiv. De tror tilsyneladende, at der grundlæggende er tale om økonomi – ikke psykologi – det er i hvert fald det, de taler om. De har tilsyneladende minimal forståelse for, hvordan massepsykologi – herunder markedsføring – fungerer. De virker alle sammen ivrige efter at fortælle, hvordan tingene ”i virkeligheden er” og på baggrund heraf lave lineære fremskrivninger af disse udlægninger. De færreste af os har forstand nok på økonomi til at forholde os kritisk til disse udlægninger, og derfor sluger vi dem råt og opfylder dermed deres ”profetier”.

De gør det selvfølgelig ikke af ond mening, ej heller fordi de selv kan tjene penge på det. Snarere gør de det i mangel af bedre og i deres iver efter at forholde sig ”realistisk” til tingene. Der mangler med andre ord nogle metaperspektiver.

Altså: andre perspektiver på krisen

Da krisen handler om, at individer er bange for at forbruge – bredt set – bør man koncentrere sig om, hvordan individer tænker og føler, og hvad de forestiller sig – snarere end hvordan nationaløkonomien fungerer i et økonomisk og politisk lys. Som medie burde man derfor beskæftige sig langt mere med disse sider af sagen, da det jo netop er menneskets tanker, følelser og forestillinger som er årsagen til alle de problemer som vi taler om.

Se det som et spørgsmål om markedsføring!

Som politikere – og som investorer – bør man i den forbindelse undersøge, hvordan man kan markedsføre EU og euroen på en bedre måde. Altså – tale krisen ned frem for at tale den op.

Slap af, mand!

Endelig bør man som forbruger lade være med at lade sig skræmme af, hvad man hører – og lade være med at tro på det hele. Samtidig er det generelt en sund tanke at overveje, hvad det egentlig er, der gør dig lykkelig? Da jeg boede i Brasilien som udvekslingsstudent, fortalte min værtsfar mig, at ”lykken koster præcis det, som det koster at få tag over hovedet, varme og mad på bordet”. Resten (dvs. dine følelser) er noget, du – i princippet – selv kan manipulere med. En fladskærm, stor bil, designermøbler og stort hus, er – uanset hvordan du vender og drejer det – ikke vigtige for din lykke, heller ikke selvom du tror, de er det!

Personer kan ikke forandre sig – personlighedsteorier i Ole Sohn-sagen

Posted by in Diverse on nov 25th, 2011 | 0 comments

Ole Sohn sagen minder på nogle måder om Penkowa-sagen: den vil ikke stoppe. Sagen omhandler som bekendt, hvorvidt Ole Sohn, som tidligere formand for DKP, har modtaget sorte penge fra Moskva. Sagen får imidlertid kun sin betydning pga. de involverede parters implicitte og uudtalte personlighedsteorier.

Fra kriminel til from – og så kriminel igen

Har du nogen sinde set A Clockwork Orange? Denne film bringer mindelser frem om det, som sker med Ole Sohn i disse dage. I A Clockwork Orange bliver den superkriminelle og voldsomt voldelige hovedperson, Alex, udsat for et eksperiment, som rent faktisk får ham til at blive from og antivoldelig. Man kan sige, at han har forandret personlighed, idet adfærd kan betragtes som en del af vores personlighed. Det interessante er så, at Alex’ tidligere bekendte og ofre STADIG ser ham som en kriminel, og derfor banker løs på ham, så snart de har fået øje på ham igen. Alex, som nu er from, gør ikke modstand, og hvem ved? Måske finder han ud af at det rent faktisk ikke kan betale sig at forandre sig?

Kan man så forandre sig?

Det interessante i ovenstående eksempel er, at selvom folk forandrer sig, gør omgivelsernes opfattelse af vedkommende det ikke nødvendigvis. I Ole Sohns tilfælde har omgivelserne (her f.eks. oppositionspolitikere og medier) tilsyneladende en opfattelse af Ole Sohn, som går i retning af: ”hvis han fuskede for 20 år siden, gør han det nok stadig”. Folks opfattelse af personligheden lader med andre ord til at betragte personligheden som en uforanderlig størrelse, der for det første IKKE er påvirket af den kontekst, man indgår i (hvis Ole Sohn snød, var det ikke bare, fordi situationen krævede det, men fordi han faktisk er en snyder), og for det andet at man IKKE kan forandre sig – selvom der er gået 20 år.

Forskningsmæssigt er der intet belæg for sådanne teorier om personer. Nyere personlighedsteorier fokuserer netop på, at folk kan forandre sig, og at den kontekst, som man indgår i, har en endsige ret stor betydning for, hvordan man reagerer. Personligheden – og dermed ej heller ens adfærd – er altså IKKE en uforanderlig størrelse.

Det er personlighedsteorierne som er problemet – ikke Ole Sohn

Problemet er altså ikke Ole Sohn, men de implicitte teorier, som både medier og oppositionspolitikere trækker frem. Dog kan oppositionspolitikere selvfølgelig , ,opfatte personligheden som foranderlig, men idet de tilsyneladende antager, at befolkningen generelt ikke er af den opfattelse  , mener de, at Ole Sohn kan fremstilles som en utroværdig politiker og blive opfattet som sådan af befolkningen.

Er Ole Sohn så uskyldig?

Ole Sohn har muligvis også en idé om, at befolkningen serat personligheden som en uforanderlig størrelse. Hvis det viser sig, at Ole Sohn lyver om sin fortid, kan lige præcis denne idé, som han har om befolkningens personlighedsteori, være grunden til, at han føler, han skal lyve. Han bliver med andre ord utroværdig, FORDI han bliver betragtet som utroværdig.

Sagen uafklaret

Hvad der er rigtigt og forkert i Ole Sohn-sagen, er knap så interessant som de konsekvenser, den får. Pointen er i denne sammenhæng, at sagens konsekvenser afhænger af de mere eller mindre implicitte personlighedsteorier, som folk har, og de idéer, som de har om befolkningens personlighedsteorier.