Borgerløn fører ikke til dovenskab. De færreste mennesker har lyst til at tilbringe et helt voksenliv uden at være en del af arbejdsmarkedet. De fleste vil gerne bidrage til noget meningsfuldt, bruge deres kompetencer, anerkendes og udvikles. Være med til at gøre en forskel. Alt sammen noget, som kan lade sig gøre på en arbejdsplads.
Thomas More (1478-1538) var en af de første fortalere for et koncept som minder om det vi i dag kender som borgerløn. Han skulle bl.a. have sagt følgende: ”Det bedste ville være, at give alle folk noget at leve af. Så slipper de for at skulle stjæle og ende som et lig”
Borgerløn, eller basisydelse, er ikke en idé, jeg har fået. Historien går efter sigende helt tilbage til 1500-tallet, og nyere tænkere som Milton Friedman, Bertrand Russell, Erich Fromm og Herbert Simon har på forskellige måder været fortalere for den. I dansk sammenhæng blev borgerlønnen genintroduceret af Niels Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen i deres bog “Oprør fra midten” fra 1978. Borgerløn er til tider elsket af venstrefløjen, og til andre tider af højrefløjen. For nylig har man, omend i meget begrænset omfang, også eksperimenteret med borgerløn i Finland, ligesom Spanien også så småt er begyndt at overveje ideen.
Den borgerløn som jeg taler om, kan helt overordnet beskrives under tre punkter:
- Staten giver alle borgere i den erhvervsaktive alder et fast månedligt beløb. En løn for at være samfundsborger.
- Beløbet kan være hvad som helst, men i denne tekst foreslår jeg et beløb, der ligger lige under de overenskomstbestemte mindstelønninger for ufaglært arbejde. Det kunne være 16.000 kr./pr måned.
- Beløbet er betingelsesløst. Alle får beløbet, uanset hvad de laver, og hvem de er – dvs. både folk i arbejde og folk uden for arbejdsmarkedet.
Kritikken af borgerløn tager ofte udgangspunkt i en eller begge af disse to indvendinger: 1) Det vil gøre folk dovne og ugidelige ift. at arbejde. 2) Det lyder ekstremt dyrt. Før jeg svarer på de to indvendinger, vil jeg starte med at beskrive potentialet for borgerløn.
Flere og rigere virksomheder
Lad os for eksemplets skyld sige, at jeg, som arbejdsgiver, har ansat en medarbejder, som i dag modtager 21.000 kr. i løn om måneden. Med indførelsen af borgerløn, på 16.000 kr/md., kunne jeg nøjes med at aflønne med 5.000 kr. om måneden – og medarbejderen ville fortsat få lige så mange penge. Men for at skabe et større økonomisk incitament, så giver jeg 9.000 kr. Hvis vi forudsætter, at skatten er den samme, så kan Borgerløn betyde, at det på en og samme tid gøres væsentligt billigere at have ansatte, og at jeg giver mine medarbejdere mere i løn. Godt for arbejdsgiveren og godt for lønmodtageren.
I en kapitalistisk forståelse betyder disse to forhold, at produktionen bliver væsentligt billigere, og forbruget stiger (fordi folk får flere penge). Dertil kommer, at landet på lønsiden meget let ville kunne udkonkurrere udenlandske virksomheder, og samtidigt tiltrække flere udenlandske virksomheder pga. de lave lønomkostninger. Det vil potentielt også kunne skabe flere iværksættere, fordi det bliver billigere at hyre arbejdskraft til at hjælpe med projektet. De fleste iværksætterprojekter strander nemlig på de høje lønomkostninger. Alt i alt betyder det øget vækst og velstand. Hvis borgerløn bliver indført i forlængelse af coronakrisen, vil vi potentielt kunne komme lynhurtigt op i omdrejninger. Jeg er med på, at der kan være flere indvendinger – f.eks. om vi ønsker øget forbrug, men det kan adresseres på andre måder. En væsentlig indvending er, om der er råd til det. Det vender jeg tilbage til.
Gladere medarbejdere, bedre ledelse og organisering
Indtil videre kan vi sige, at borgerløn vil gøre det billigere at være arbejdsgiver, og give lønmodtagere flere penge mellem hænderne. Men gør det folk trygge?
Hvis jeg som medarbejder alligevel skulle miste mit arbejde, vil jeg få meget lettere ved at klare mig rent økonomisk pga. borgerlønnen. Som borger vil jeg i højere grad kunne forfølge mine karrieredrømme, og drømme i øvrigt.
Borgerlønnen kan netop have potentiale til at skabe mere tilfredse medarbejdere og større rotation på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at flere sandsynligvis vil stoppe på deres job, når de er utilfredse med det – fordi de ikke risikerer at gå fra hus og hjem. Det betyder bl.a. flere stillinger i omløb, og dermed flere jobmuligheder for den enkelte, og dermed mere at vælge imellem når det kommer til ens drømmejob. En positiv bivirkning heraf vil være, at arbejdsgiverne skal begynde at gøre mere for at fastholde deres medarbejdere – dvs. skabe bedre arbejdsmiljø, bedre ledelse, tilpasse udfordringer osv. Altså bedre arbejdspladser og flere jobmuligheder. Det er jo også godt.
Men så er der indvendingerne. Primært to bekymringer hives frem, når borgerløn nævnes. De adresseres nu.
- Vil folk blive mere dovne, hvis man ikke behøver at udrette noget?
Løn er ikke motiverende (selvom mange tror det). Motivation kommer af at få niveau-svarende udfordringer, være med i et fællesskab, bidrage til noget meningsfyldt, blive anerkendt osv. Løn kan godt være demotiverende, men det handler mestendels om, hvorvidt man får meget mindre i løn end andre, som udfører et tilsvarende arbejde.
De færreste mennesker har lyst til at tilbringe et helt voksenliv uden at være en del af arbejdsmarkedet. De fleste vil gerne bidrage til noget meningsfuldt, bruge deres kompetencer, anerkendes og udvikles. Være med til at gøre en forskel. Alt sammen noget, som kan lade sig gøre på en arbejdsplads. Om folk vil bidrage med at udføre et arbejde eller ej, handler mestendels om folks dårlige erfaringer, opdragelse, politikeres syn på borgerne, arbejdsgivernes håndtering af medarbejderne, om det er meningsfuldt og godt, og om de kan klare jobbet. Det handler ikke om borgerløn. Som nævnt ovenfor vil borgerløn potentielt kunne medføre bedre arbejdspladser. Ved at gøre det lettere for folk at stoppe i et job, som de ikke længere har lyst til at have, skal arbejdsgiverne til at stramme sig endnu mere an. Potentielt vil det føre til en bedre, sjovere og mere egnet arbejdsplads for mange flere. Og dermed vil det skabe langt mere motivation for at finde et job, og være med i et arbejdsfællesskab. Folk bliver med andre ord ikke dovne af borgerløn.
- Det lyder megadyrt – hvordan skal det finansieres?
I Danmark er der omkring 3 millioner i den erhvervsaktive alder. Hvis de hver især skulle have udbetalt 16.000 kr om måneden, ville det koste 48 milliarder om måneden – før skat og før moms og afgifter på det, som de køber for pengene. For lethedens skyld antager vi, at der er tale om en netto-udgift for staten på cirka 15 milliarder kroner om måneden. Det er mange penge, så hvordan finansierer vi det?
En del af finansieringen af borgerløn kommer ved at nedlægge SU, sygedagpenge, revalidering, dagpengesystemet, førtidspension, kontanthjælp mv. samt de mange administrative omkostninger, der er forbundet hermed. Selvfølgelig ville der skulle indføres en overgangsordning, ligesom særligt udsatte borgere kan have et ekstra behov, der skal imødekommes. Borgerløn er til for folket – ikke omvendt.
En anden del af finansieringen kunne komme ved at hæve selskabsskatten, fordi virksomhederne vil blive langt mere rentable pga. færre lønudgifter. Det vil formentlig kunne finansiere en større del af udgifterne, hvis der samtidig førtes bedre krav til, og kontrol med, betaling af selskabsskat. Her handler det selvfølgelig om at finde en motiverende balance mellem reduktion af lønudgifter og mere skat af overskuddet.
Der vil ligeledes være en række afledte effekter ved indførelsen af borgerløn – f.eks. mindre berigelseskriminalitet, øget forbrug, mindre sygefravær pga. dårligt arbejdsmiljø m.m.
Finansiering er et praktisk problem, spørgsmålet er om vi ønsker det?
Hvorfor er borgerlønnen ikke indført for længst?
Borgerløn har, som jeg ser det, et kæmpe potentiale for at skabe store personlige, sociale, kulturelle og økonomiske gevinster for virksomheder, for medarbejdere og for borgere og samfund i det hele taget.
Så hvorfor er borgerløn ikke allerede indført? Selvfølgelig vil der være en række implementerings-udfordringer, men det er praktiske udfordringer med praktiske løsninger. Årsagen til, at borgerløn ikke allerede findes, er nok snarere, at mange bliver skræmt af samfundsændringer, nogle har personlige interesser på spil ift. at opretholde status quo, og formentlig er der også en del, som slet og ret ikke har fantasi til at forestille sig et bedre samfund end det eksisterende.
Der er selvsagt mange andre aspekter, der skal overvejes ved indførelsen af en borgerløn. Men det kræver, at vi åbner en seriøs debat om det. Det er tid nu.
Dette indlæg har, med få modifikationer, også været bragt på Solidaritet.dk.
Vil du have en debat om emnet? Så bestil et interessant og underholdende foredrag her.
